Nyhedsbrev 2 - december 2008

Kærlighed som professionelt redskab

Det er snart jul, og dermed er det højsæson for kærligheden i alle dens forskellige former. Oven i købet er det krisetid – i sandhed en interessant cocktail!

Når krisen kradser, rykker vi tættere sammen, og traditionen tro er der fokus på fattige og skæve eksistenser i tiden op til jul. I år strømmer de frivillige til, når det gælder uddeling af julehjælp. Det er ikke nødvendigt med de traditionelle hvervekampagner.

Et nyt fænomen er, at nogle virksomheder er begyndt at betale deres ansatte for at yde en frivillig indsats nogle timer om måneden. På sigt er målet måske, at denne nye form for ”professionel  frivillighed ”kan blive et led i PR- og konkurrencestrategien. Socialt engagement er fortsat én af de fremmeste virksomhedsdyder.

Men hvem er mon den egentlige modtager i dette mellemmenneskelige samspil eller måske rettere denne samhandel? Er det giveren, eller er det den, der modtager hjælpen? Hvor går grænsen mellem uforpligtende aflad og reel involvering?

Kan man mon give (næste)kærlighed til en person, man ikke kender og måske kun ser i et splitsekund af sit liv – i det øjeblik man giver ”gaven”? Kan man overhovedet lade sig aflønne af sin arbejdsgiver og samtidig kalde sig frivillig? Mit menneskesyn har svært ved at rumme denne dobbelthed, og jeg kommer umiddelbart til at tænke på udsagnet: ”Der er penge i skidtet”.

Kærlighed som professionelt redskab har igennem alle mine arbejdsår været omdrejningspunktet for mit relationsarbejde til børn og unge med særlige behov. Og det har virket, men det har været et sejtrækkeri. Kun gennem vedholdenhed og ordentlighed er det lykkedes mig at bruge kærligheden professionelt i målet mod at integrere udsatte grupper. Her er ingen nemme og da slet ikke hurtige løsninger. At bruge kærligheden som et professionelt værktøj er fast arbejde året rundt og ikke et sæsonarbejde.

Ét af tidens buzzwords er sammenhængskraft, og jeg tror på, at relationer og kærlighed er lige netop dét, der binder os sammen - og dermed også dét, der binder os sammen som samfund.

For mit vedkommende er den professionelle kærlighed tæt forbundet med begrebet pligt og klart udtrykt i buddet om, at du skal elske din næste som dig selv. Kærlighed som pligt er en del af vores kulturelle arv og har netop været basis for fællesskabet og sammenhængskraften.

Begrebet pligt er ikke i højsædet i det postmoderne, hvor individualiteten topper, og måske netop derfor kniber det med sammenhængskraften?

Professionel kærlighed er ét af mine vigtigste værktøjer, og jeg betragter det som en naturlig pligt at være (næste)kærlig.

”Jeg tror nok, at jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste”

Dan Turell